Kære mor! Jeg forstår dig nu…

Vi har netop fået overstået vores aller første årlige fødselsdagsuge… Yep! begge mine piger har fødselsdag samme uge som mig. Længe leve planlægning, eller mangel på samme… Men denne fødselsdagsuge er som sagt netop vel overstået. Ungerne er glade, og mor og far er trætte… meget trætte.

Jeg mindes tydeligt da jeg selv var barn. Forventningens glæde når man snart havde fødselsdag.

Traditionen tro blev jeg vækket af mine forældre og min søster med sang og flag. Morgenbordet var dækket med friske rundstykker, flag og gaver. Efter morgenmaden tog min far mig i hånden og med ud i haven. Jeg husker tydeligt fornemmelsen af det kolde, dugvåde græs mellem tæerne, og kuldegysningerne over hele kroppen, når jeg i de spæde morgentimer, kun iført natkjole, skulle ud og hejse flaget op i flagstangen.  Dejlige minder jeg gerne vil videregive til mine piger… Så langt så godt. Bortset fra at min store pige lige måtte i sin morgenkåbe og træsko inden hun gik ud i haven 🙂

Jo flere jo bedre

Jeg elskede at få gæster på besøg når der skulle fejres fødselsdag. Jo flere jo bedre. Det var skønt at have huset fuld af mennesker og dagen fløj afsted, mens jeg legede med mine fætre og kusiner i haven, spiste boller, drak kakao, og selvfølgelig fik gaver. Mine kære forældre havde sørget for mad og drikke til gæsterne, og jeg havde i sandheden en fest. Den fødselsdagsfølelse ville jeg også gerne give videre til mine piger… Men hold nu fast!! Sikke et arbejde mine forældre har lagt i de dage. Man stresser rundt og forsøger at få det hele til at gå op i en højere enhed. Man har knap tid til at tale med gæsterne, og så kikser den hjemmelavede regnbuekage og falder sammen.. Støn! Det er jo slet ikke hyggeligt. Eller jo det var faktisk lidt hyggeligt, men slet ikke så hyggeligt som jeg selv mindes. Måske fordi min rolle var en smule anderledes denne gang.

 Så kære mor! Jeg forstår dig nu…

og næste år skruer vi lige lidt ned for presset på mor og far. Ungerne hygger sig jo lige meget om bollerne og kagen er hjemmebagt 🙂